Skrevet den 04/09/2018 · I kategorien Alle nyheder

Siden 2016 har alle kursusbeviser fra Dansk Førstehjælpsråd været elektroniske.

Har du gennemført et godkendt førstehjælpskursus, vil du efterfølgende modtage dit kursusbevis via en mail fra Dansk Førstehjælpsråd med et link til en pdf-fil, der kan hentes og eventuelt printes. Har du ikke modtaget mailen, så tjek gerne uønsket post/spam, da den nogle gange havner der. Kontakt din førstehjælpsinstruktør, hvis du ikke har modtaget mail med bevis for gennemført kursus senest en uge efter deltagelsen.

På grund af de nye EU-regler (GDPR) omkring datahåndtering har Dansk Førstehjælpsråd pr. september 2018 slettet muligheden for at fremsøge førstehjælpsbeviser via CPR-nummer. Hvis du mangler dit bevis, er du derfor nødsaget til at kontakte den instruktør, som afholdt det enkelte kursus og oplyse dit navn, kursusdato og hvem der stod for kurset, fx firmanavn, forening, skole eller lignende.

De elektroniske førstehjælpsbeviser findes indtil videre desværre kun på dansk, men der findes en vejledning på engelsk og desuden mulighed for at printe en engelsk version af kursusbeviset med de enkelte kursusbeskrivelser, som så kan vedlægges det danske førstehjælpsbevis som dokumentation.

Toni Mathiasen

Om skribenten

Toni Mathiasen er godkendt instruktør hos Dansk Førstehjælpsråd. Undervisningserfaring siden 1986. Uddannet ved Forsvarets Sanitetsskole og Forsvarets Sundhedstjeneste. Hvis du har spørgsmål, kommentarer, ris eller ros, så send en mail på info@foerstehjaelp.nu