Hygiejne på dit førstehjælpskursus
Skrevet den 18/05/2020 · I kategorien Alle nyheder

Jeg følger naturligvis de gældende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og Dansk Førstehjælpsråd, så vi passer bedst muligt på hinanden.

Indtil videre kan vi højst være 10 personer samlet og der er minimum 4 m2 gulvplads pr. deltager. Alle skal holde mindst 1 meters afstand under teori, instruktion og lignende.

Sådan forebygger smitte på førstehjælpskurset:

  • Opslag med ”Ny coronavirus – beskyt dig selv og andre” fra Sundhedsstyrelsen findes sammen med håndsprit 5 steder i lokalet.
  • Alle skal spritte hænderne grundigt af før og efter alle øvelser. Alternativt vaskes hænder.
  • I inddeles i faste grupper af 2 (maksimalt 3 ved ulige antal), så du har en fast makker.
  • Uundgåelig tæt kontakt skal reduceres i tid og omfang – omvendt skal det være muligt at øve tingene, så du kan dem.
  • Undlad så vidt muligt at røre ved dit eget eller andres ansigt.
  • Ved øvelser med tæt kontakt er mundbind til rådighed, som du kan benytte for at nedsætte risikoen for dråbesmitte.
  • Kontrol af bevidsthed/vejrtrækning eller andre ting, der kan indøves på dukke, vil blive øvet på dem.
  • Genoplivningsdukker skal afsprittes før og efter anvendelse og ansigtsmaskerne skiftes, så du altid benytter din egen tilhørende maske til dukken. 
  • Udstyr, der indgår i de praktiske øvelser, som f.eks. hjertestartere skal afsprittes mellem hver kursist.

Udviser du symptomer på COVID-19 eller har haft symptomer indenfor de sidste 48 timer, må du ikke deltage på kursus. Det samme gælder, hvis du føler dig utilpas eller har feber.

Har din nære familie/husstand symptomer eller er konstateret smittet, skal du følge retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen for nære kontakter.

Personer i særlige risikogrupper må indtil videre ikke deltage på førstehjælpskursus.

Har du spørgsmål vedrørende din deltagelse på et førstehjælpskursus, er du altid meget velkommen til at kontakte mig direkte.

Toni Mathiasen

Om skribenten

Toni Mathiasen er godkendt instruktør hos Dansk Førstehjælpsråd. Uddannet ved Forsvarets Sanitetsskole og Forsvarets Sundhedstjeneste. Undervisningserfaring siden 1986 og selvstændig førstehjælpsinstruktør siden 2007.